Anmeldelser

Bach med lillekor

Ole Straarup i Aarhus Stiftstidende, 13. marts 2013.

I Det Jyske Vokalensemble specialiserer man sig i barok vokalmusik og søger at levendegøre den tidlige musik på en vedkommende og inspirerende måde, læser man i programnoten. Og ganske rigtigt er de 11 sangere, som udgjorde ensemblet ved mandagens koncert, inspirerende at være til koncert med. Dygtige er de, smidige og agile, men både som solister og som kor er deres begrænsede dynamik ‒ med nogle få undtagelser ‒ et problem, så snart akkompagnementet fra orkestret overstiger mezzoforte.

I Symfonisk Sal havde både solist- og korlyden svært ved at nå frem til de bageste rækker; mens det ikke var et stort problem midt på gulvet. Hatten af for korets lidt sekteriske tilgang til arbejdet, men en udvidelse til det dobbelte (og gerne på gældende præmisser) ville give store muligheder for udvidelse af oplevelsespotentialet for publikum.

Ensemble Zimmermann udvikler sig som orkester i meget positiv retning. Ved mandagens koncert var det samlede antal musikere nu 17, og det gav ‒ både i tuttisatserne og i de mere neddæmpet akkompagnerede afsnit ‒ mulighed for en fin variation i udtrykket.

I aftenens to hovedværker, Bachs ‘Magnificat’ og ‘Påskeoratorium’, er der fuld trompetjubel til begyndelse og slutning, og Zimmermann lød fortrinligt ‒ dog var trompeter tæt på at overdøve det udvidede strygerkorps. Det er tydeligt, at orkestrets erfaring og fælles tolkningsramme under Lars Colding Wolds ledelse nu giver et levende og sikkert spil med overskud til dynamiske satsninger og fraseringsmæssige detaljer, som det er en fornøjelse at følge. Når dertil lægges de nævnte muligheder for variation, ja så kan man kun ønske sig, at ensemblet får mulighed for at fastholde eller sågar øge sin størrelse.

Mellem de to Bach-værker viste Zimmermann sin fine klasse i en levende udførelse af svensk barok, nemlig Johann Helmich Roman’s ‘Ouverture i g-mol’, som med god strygerklang og smukt træblæserspil bød på overbevisende dynamik og frasering, herunder et fint gennemført fugato i førstesatsens hurtige del.

Trods de indledende forbehold over for korets gennemslagskraft var den samlede musiceren præget af overskud i forhold til værkerne, og man kvitterede for publikums begejstring med et ekstranummer, ‘Jesu bleibet meine Freude’. Ren Bach-guf til at gå hjem på!

4 ud af 6 stjerner.

 

Händel i Helsingør Theater.

Thomas Michelsen i Politiken, september 2012.

Den lille historiske teaterbygning i Den Gamle By var en fin ramme om et antikt minibarokdrama, der samlede to jyske grupper med speciale i lige netop tidlig musik.

Aarhus Festuge er gadeteater, kebab og fadøl. Der er vandforlystelser til alle i åen, hoppeborge til børnene ved Musikhuset og catalanske klatreakrobater, som dukker op og laver imponerende menneskepyramider uventede steder i gågaden.

Festugen er kendte tenorer i Symfonisk Sal, amatørrock i parken og blues i ølteltet. Men den er mere end det. For eksempel bød festugen mandag aften på en autentisk og usædvanligt omhyggelig opførelse af Händels lille pastorale musikdrama om helten Acis og hans kæreste, den smukke nymfe Galatea.

Det Jyske Vokalensemble arbejder specielt med tidlig musik og barokmusik som Händels. De er kun syv sangere. Korsangerne er også solister, og syngemåden er usædvanlig for vor tids ører: let, nærmest bævende og bestemt ikke gearet til store koncertsale eller operahuse.

Derfor var det lille historiske Helsingør Theater i Den Gamle By et godt sted til koncertopførelsen. Og i denne knastørre akustik, hvor ingen kære mor i form af kirkeklang kunne maskere selv de mindste utilstrækkeligheder ved de unge stemmer, blev det en interessant oplevelse at følge de to elskende på deres sørgelige vej.

Acis har nemlig en rival i form af det enøjede monster Polyphemus, der klodset gør kur til Galatea og uden videre dikkedarer kvaser Acis under et klippestykke, da han afvises af hende. Men Galatea forvandler den døende Acis’ strømmende blod til en pludrende bæk, og alt ender så lykkeligt, som det kan i en antik operatragedie.

Som den mest professionelle solist trak sopranen Katrine Dyrehauge det store læs i partiet som Galatea. Tenoren Jakob Pedersen var en nuanceret og intens Acis, mens Kim Jepsen lige skulle have sin barytonstemme på plads som kyklopen Polyphemus.

Korstederne var særligt vellykkede. Det Jyske Vokalensemble, der har dyrket den tidlige musik i seks sæsoner nu, er netop et ensemble. Det vil sige et kor – og altså et kor med fokus på let, historisk opførelsespraksis.

Endnu mere vellykket var dog deres faste samarbejdspartnere i det lille Ensemble Zimmennann – opkaldt efter Bachs foretrukne kaffehus i Leipzig! – som er Jyllands eget, internationalt sammensatte orkester med speciale i tidlig musik. Med cembalisten Lars Colding Wolf som drivende og dirigerende kraft ved tangenterne og med den allestedsnærværende svenske baroklutenist Fredrik Bock på den store baslut gav disse musikere liv og transparens til det stiliserede drama om Acis og Galatea.

De to pastorale barokoboer gjorde sammen med blokfløjte og to barokvioliner et glimrende arbejde; og da Acis udåndede, hørtes det det frem for alt i orkestret.

Opførelsen i Den Gamle By mandag aften var en enlig svale. Der kommer ingen gentagelse, men Det Jyske Vokalensemble har bidt skeer med stykket før. Endda i scenisk udførelse. Om uropførelsen i England i sin tid var scenisk eller koncertant, står hen i det uvisse, så fint denne gang at prøve en koncertversion.

I Helsingør Theater fik man for et par timer skiftet hoppeborge, kebab og fadøl ud med et historisk glimt af Händels England i 1700-tallet. Også dengang for 300 år siden ville folk som flest med garanti have elsket al den fest i gågaden, der kendetegner Aarhus Festuge.

4 ud af 6 stjerner.

 

Small size hyrdedrama

Ole Straarup i Aarhus Stiftidende, september 2012.

For 50 år siden tog man de første forberedelser til Aarhus’ første sceniske opførelse af Händels lille opera Acis & Galatea. Det foregik i kølvandet på en musiklejrskole på Aarhus Katedralskole og var med stort orkester, 65 sangere i koret og egne solister, suppleret med en gæsteoptræden af den berømte bassanger Owen Brannigan. I scenografigruppen fandt man blandt andre Niels Malmros, 2.z.

Historien om nymfen Galatea, der så sørgeligt mister sin elskede, hyrden Acis, fordi også kyklopen Polyphem vil have hende, ja den opera har ikke haft mange sceniske opførelser i Danmark, måske et par håndfulde (i 1935 med danse af Harald Lander).

Mandag aften gav Det Jyske Vokalensemble og Ensemble Zimmermann så en opførelse med Helsingør Theaters kukkasse som eneste scenografi, en koncertopføreise altså, med i alt 15 sangere og musikere.

Ensemble Zimmermann er både velspillende, adræt og erfarent. Orkestrets musikalske overskud mærkes i evnen til at udtrykke sig gennem en fleksibel dynamik og et teknisk niveau, som er oparbejdet over mange års arbejde med traditionen. Til aftenens opførelse var orkestret dog en smule underbesat på strygersiden (de to violiner havde klangmæssigt svært ved at matche de to oboer), men viste alligevel fin variation i udtrykket, herunder gennem en sikker brug af blokfløjter til opblødning af klangen og en fint fuglekvidrende sopranino af samme familie.

På sangsiden må man rose hele vokalensemblet, der i korsatserne var i fin balance og i stand til både at juble og sørge. Solisterne fra ensemblet, specielt de to titelrollesangere, gjorde en god figur. Katrine Dyrehauge var sødmedfuld og sprød som Galatea og med en fin, neddæmpet følsomhed i slutscenen. Som hendes elskede Acis gjorde også tenoren Jakob Pedersen en god figur – ikke gennem kraftfuld sang, men gennem et mere blødt og teknisk overbevisende arbejde. Skurkegrumhed i basklang var ikke Kim Jepsens stærke side i rollen som Polyphem – vel sympatisk kunne man sige om hans stemme tillige netop den rolle.

Det Jyske Vokalensembles solosangere er dygtige, men til at give en koncertopførelse af en opera en form for drama kræves der sangteknisk en del mere, både dramatisk erfaring og udtryksmæssig kunnen på især det klanglige felt, for at man står på rent oplevelsesmæssigt og sanser skarphed, sødme og grumhed – selv i small size.

Acis & Galatea blev – Åh, disse minder! -fulgt fra salens mørke af manden, der tog initiativet for 50 år siden, musiklærer Per Cortes, hvis muntre beretning om arbejdet med hyrdedramaet kan læses i Aarhus Katedralskoles 800 år jubilæumsbog fra 1995 “Imellem kirken og vandet.”

4 ud af 6 stjerner.

 

Farverig Barok

John Christiansen i Jyllandsposten d. 4. september 2008

Det Jyske Vokalensemble og Ensemble Zimmermann, som spiller på barokinstrumenter, har Lars Colding Wolf til fælles. Han er fast medlem af barokensemblet og dirigent for vokalensemblet, og han samlede dem i en prægtig opførelse af Purcells ”King Arthur or The British Worthy” fra 1691.

Det er en såkaldt semiopera, hvor John Drydens hyldest-skuespil til det kun 25-årige kongehus var det oprindeligt væsentligste. Succesen var så stor, at Dryden fik Purcell til at skrive musiknumre som tilføjelse til den talte dialog. Her blev dialogen erstattet af den underfundige fortæller Morten Kold, og scenebillederne blev erstattet af Morten Skovmands smukke abstrakte billeder projiceret op som baggrund. Det virkede godt.

Musikalsk var det dejligt levende. Barokensemblet spillede sig varmt med mange fine klangnuancer, og sangerne var tilsvarende sikre i stil og udtryk og boltrede sig frit og charmerende. Der er megen god musik i ”King Arthur”, mellem mange fine ensembler for eksempel Venus’ arie ”Fairest isle, all isles excilling”. Det var en nydelse, som man roligt kan abonnere på andre steder.

 

Flot barokaften i Silkeborg Kirke

Anders Gjedsted i Midtjyllands Avis d. 8. december 2008

(…) Ensemble Zimmermann arbejder fast sammen med Det Jyske Vokalensemble, der har samme stilmæssige profil, og det kunne man godt fornemme. Samspillet mellem orkesteret og solisterne var da også præget af intimitet og indforståethed. (…) En fantasifuld instrumentering i bredeste forstand gav det meget velfungerende vokalensemble mulighed for at udfolde sig både som solister og sammen i forskellige kombinationer. De var anbragt oppe mellem korsangerne og var med til at forstærke korets fine fyldige klang, der kom til at stå stærkt i de kraftfulde og pompøse afsnit. (…)